”Iisjomfruen” er ikke bare H.C. Andersens markant længste historie, den rummer også tydeligere klassiske novelletræk end hans eventyr og historier i øvrigt gør. Handlingen er forankret i et realistisk og historisk præcist miljø i en grad, man ikke finder magen til i andre af disse. Men dette miljø vibrerer mellem klicheen, den saglige rejsefører og den originale litterære kunst på ubestemmelig og urovækkende vis. Samtidig blandes genrer på en svimlende måde. Ikke mindst i kraft af temaet om udødelighed er historien endvidere i underforstået dialog med andre af Andersens markante værker, så som romanen ”At være eller ikke være”. Alt dette, og anseligt mere, belyses af en række forskere i bogens artikler, som samlet giver et kalejdoskopisk signalement af dette inciterende værk.
