Blandt de voldsomme forandringer det danske samfund gennemlevede i tiden efter 1945, er de mest omfattende koncentreret omkring det sociale sikringssystem, der for alvor cementerede Danmark i rollen som en velfærdsstat. Fra at have været et sikkerhedsnet, ingen ønskede at falde i, blev den offentlige sikring et væsentligt bidrag til borgernes velfærd og tryghed, og samtidig et centralt begreb i den politiske beslutningsproces.
Socialpolitiske strategier 1945-1972 følger forandringen i alderdomsforsørgelsen og sygesikringen fra de første diskussioner i begyndelsen af 1940'erne, til socialreformerne i 1970'erne, og det påvises, at velfærdsstaten ikke blot er et socialdemokratisk projekt men en idé, der blev støttet af hele det danske politiske spektrum i almindelig konsensus. Desuden var samarbejdsmønstrene i dansk politik stærkt medvirkende til, at sikringssystemet fik den udformning det gjorde, og derfor er udviklingen i de borgerlige partiers socialpolitik også en væsentlig del af fremstillingen.
