Den danske astronom Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed i 1676 står som et af de vigtigste danske bidrag til naturvidenskabens udvikling i det 17. århundrede. Den var et afgørende brud med den herskende opfattelse og fik stor betydning for forståelsen af lysets natur, af lysets brydning og af bevægelser i solsystemet.
Rømers opdagelse af lysets tøven – mora luminis – begyndte på Hven, hvor han i 1671 assisterede en fransk ekspedition ved observationer af formørkelser af Jupiters måner. Samarbejdet førte ham til Paris, hvor han blev medlem af Académie Royale des Sciences. Her blev han i 1676 opmærksom på en tilsyneladende uregelmæssighed i omløbstiden af Jupiters inderste måne, Io. Han tolkede – korrekt – denne uregelmæssighed som resultat af, at lyset når os fra Jupiter med en vis forsinkelse.
Gennem Rømers brevveksling med den hollandske fysiker Christiaan Huygens følger vi hans gentagne – men forgæves – forsøg på at overbevise sin berømte kollega i Paris, den italienske astronom Jean-Dominique Cassini, blandt andet ved en påvisning af den samme uregelmæssighed i Jupiters rotationstid som i omløbstiden for Io.
Ude i Europa blev opdagelsen modtaget mere positivt, med Christiaan Huygens og Isaac Newton som de klareste eksempler.
