En æstetisk kommunikationssemiotik interesserer sig primært for forholdet mellem tegn og virkelighed ud fra en forestilling om, at vi uophørligt ankommer til virkeligheden. Hermed menes, at der i den æstetiske kommunikation ligger oplevelsen af et vanskeligt administrerbart paradoks, som populært sagt drejer sig om fornuftens distance til virkeligheden på den ene side og kroppens nærhed til den på den anden side. En eksistentiel paradoksrig erfaring, som resulterer i en nærmest umættelig lyst til at kunne leve med sin erfaring uden ubehaget ved det paradoksale, en lyst, som i længden ikke lader sig spise af med rutiner, vaner og anden rimelighed af privat eller konsensuel karakter. Netop ikke.
Kommunikation i et æstetisk lys har således altid et dobbelt vilkår, som må tages i betragtning, når et fænomens kommunikerbarhed skal vurderes, nemlig intellekt og krop. Forfatteren ønsker at forfølge det synspunkt, at enhver æstetisk udfoldelse må mødes af en kreativ æstetisk læsning, der på alle dialogplaner modsvarer den forpupningproces som - i litteraturens tilfælde - skrivningen og skribentrollerne er en udfoldelse af. Bogen giver samtidig et bud på en dialogisk poetik, der kombinerer Mikhail Bakhtins, Roland Barthes´, Walter Benjamins og Gérard Genettes syn på sprog, kommunikation og litterær udsigelse.
