Luthers første bogudgivelse fra 1518 var en åndelig tekst skrevet af en anonym oplyst kristen mester i ca. 1350. Luther gav den titlen Theologia Germanica (TG), for den rummede selve grundlaget for hans egen – tyske – teologi. Trods hans begejstring for TG’s visdom og dybt originale nytestamentligt nære budskab om Guds og Jesu Kristi ubrydeligt kærlige nærvær i menneskets liv blev TG’s teologi ikke grundlaget for Luthers få år senere udfoldede reformatoriske teologi med dens dogmer om det arvesyndige menneskes fortabelse, som beskrevet i den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. I bogen belyses grundene hertil, samt hvorfor TG blev bandlyst og ikke figurerer i Luthers værkfortegnelse. Men vigtigere: Det vises, at TG og andre af senmiddelalderens åndelige skrifter åbner uendelige muligheder for genopdagelse og genformuleringer i tidens sprog af dét, ”der gør kristendommen til kristendom”. Dette blev videreført i Kierkegaards og Bonhoeffers skrifter om efterfølgelsen og discipelskabet – og genfindes i den interreligiøse økumeniske samtale om tro, erfaringer og praksisser på renselsesvejen til åndelig udvikling, som finder sted i dag imellem oplyste mestre fra de forskellige verdensreligioner.
Nini Prætorius er Professor (emer.) i Psykologi og Filosofi, KU. Dr.phil. og Master i Teologi.
