Christian Flors levnedsløb er tæt sammenvævet med Danmarks historie i de første tre fjerdedele af det 19. århundrede. Fra sin pure ungdom vakt af 'Nordens Ånd' gennem Oehlenschlægers digtning var han altid parat til at forsvare fædrelandet når det var i nød.
Det blev dog den åndelige og kulturelle kamp som kaldte på ham, og først for alvor da han som moden mand blev dansk lektor ved universitetet i Kiel, slesvigholstenismens centrum, og derfra fik øje for det danske sprogs undertrykte stilling i Sønderjylland.
I den stadig mere tilspidsede konflikt mellem de to nationaliteter i hertugdømmet Slesvig - grænselandet mellem Norden og Tyskland - kom han til at føle savnet af en oplyst 'og selvbevidst ungdom til at bære den danske sag frem, og greb da til Grundtvigs nye, forkætrede tanke om en folkelig højskole, en medborgerskole for den voksne ungdom. At folkehøjskolen i Rødding kunde begynde sin virksomhed den 7. november 1844, for nu netop 150 år siden, var for en <•,: sentlig del Christian Flors fortjeneste; væsentlig andel havde han også i at den kom levende og befæstet gennem de første vanskelige år. Af alle sine sejre i den nationale åndskamp anså han selv Rødding Højskole for den vigtigste. Den var hans mesterværk og hjertebarn som han fulgte med al sin omsorg.
Under Treårskrigen 1848-51 virkede Flor i Sønderjylland for at opmuntre og holde den danske ånd vågen. 1848-49 sad han sammen med rigets bedste mænd i den grundlovgivende Rigsforsamling, for Slesvigs og folkelighedens skyld, uden at knytte sig til nogen af de politiske grupperinger. I fredstidens politik i 1850'erne blev han til sin skuffelse holdt uden for politisk indflydelse af de magthavende, som ikke havde brug for hans indsigt i sønderjydske forhold og for hans folkelighed.
Da krigen i 1864 og nederlaget standsede Rødding Højskole, opmuntrede og støttede Flor den unge Ludvig Schrøder og hans medlærere i det arbejde de tog op i Askov som en direkte fortsættelse af Rødding. I taknemmelighed kaldte de skolen i Askov 'Flors Højskole'.
Christian Flor var ikke nogen lysende begavelse; men han havde en fast og udholdende vilje til at gavne sine medmennesker i handling. Hos ham gik idealisme i målsætning hånd i hånd med realisme i forstand på mennesker, og simpel redelighed hånd i hånd med strategisk snilde. I sin faste tro på det nationale som et nødvendigt vækstvilkår for åndeligt liv udrettede han gennem et langt og omveksle,n.de liv større ting end mangt et mere brillant hoved.
