I det halve århundrede fra 1800 til 1850 gennemlevede den danske kirke de største omvæltninger siden reformationen i 1500-tallet.
Den danske evangelisk-lutherske enevoldskirke var med pietismen og oplysningstiden ikke længere den givne kirkelige lovbestemte ramme om det religiøse liv. Kirken var fra begyndelsen af 1800-tallet blevet noget, man hele tiden selv skulle skabe, og som først i sin effektivitet og aktivisme, i sin nyttevirkning i retning af fromhed og helliggørelse eller i retning af oplysning og folkegavn, skulle vise sin eksistensberettigelse.
En brydningstid behandler denne periode i dansk kirkeliv og stiller skarpt på nogle af guldaldertidens markante kirkelige personligheder. Læseren vil bl.a. møde A.S. Ørsted, J.P. Mynster, H.N. Clausen, Søren Kierkegaard og naturligvis N.F.S. Grundtvig.
