»At det store er/ uendeligt småt// og det småtte/ kæmpe stort// er både en selvfølge/ og det argeste bavl«.
Sådan afsluttes et digt i Peter Laugesens bog Yak og Yeti (Laugesen 2012:57). Sekvensen indrammer med bidsk og kritisk snert ganske fint, hvad Hybridernes paradis handler om: litteraturens evne til ubesværet at gå i spagat hen over informationsfelter af stor volumen, uensartethed og kompleksitet.
Laugesen angriber denne spagatøvelse; den er »en selvfølge/ og det argeste bavl«. Men samtidig understøtter han modellen gennem en neologisme - det småtte. Den uofficielle bøjning forstørrer netop den perifere, nære, banale halvdel af flosklen om det store i det små og fremmaner på den måde en symmetrisk hybridform.
Hybridernes paradis er et citatspækket studie i denne smidighed, sådan som den kommer til udtryk først og fremmest hos Peter Laugesen og Per Højholt. Endvidere påvises de to forfatterskabers indvirkning på tre yngre forfattere: Peter Adolphsen, Ursula Andkjær Olsen og Lone Hørslev. Alle deler de en digterisk ambition om ikke at skære fra og i stedet få det hele med – ikke mindst det småtte.
