Udkommer 2. december og kan forudbestilles nu.
Er det et godt universitetssystem, vi har i Danmark med de nuværende otte indbyrdes uafhængige institutioner?
Nej, det er det ikke, konkluderer bogens forfattere, der kalder det danske universitetssystem et usammenhængende kludetæppe. Forfatterne påviser, at der både på uddannelses- og forskningsområdet er en lang række problemer og mærkværdigheder, som tilsammen bevirker, at samfundet ikke får det bedst mulige udbytte af de store investeringer på området.
Mest alvorligt er det, at potentialet hos de tusinder af unge, der hvert år går i gang med en universitetsuddannelse, ikke bliver realiseret – hverken hos de talentfulde, der skal være fremtidens faglige eksperter, eller hos den brede gruppe af studerende, der skal udfylde de mange andre funktioner i samfundet, som varetages af universitetsuddannede.
Bogen redegør for de mange problemer og dilemmaer og slutter med at opstille otte sigtelinjer for kommende reformer, der kan lede frem til et bedre system. Det er et oplæg til debat, ikke et færdigt forslag til en stor reform her og nu.
Bogens forfattere, Peder Andersen, Niels Kærgård og Jørgen Søndergaard, har alle mange års erfaring fra forskellige ledende roller i det danske forsknings- og uddannelsessystem.