Allerede fra midten af 1840’erne angreb Søren Kierkegaard præsternes forkyndelse og han var især efter prof. H.L. Martensen og N.F.S. Grundtvig. Efterhånden kom også Sjællands biskop, J.P. Mynster, under angreb på grund af hans ledende position i kirken. De pågældende, der repræsenterede samtidens absolutte religiøse elite, ville en ”triumpherende Kirke”, hvor Kierkegaard ville en forkyndelse i ansvar og efterfølgelse. Kierkegaards kritik kulminerede i Kirkekampen 1854-55 med angrebet på kirken som institution og på præsternes kalds-forståelse. Kirkekampens radikalitet ses af Kierkegaards forslag om, at kirkeinstitutionen skulle fjernes og religionen alene leve som privat praksis. Nu gik det som bekendt helt anderledes, for Kierkegaard var oppe imod guldalderperiodens tankeverden, der var afgørende for det 19. århundrede, og som han ikke umiddelbart kunne slå af marken.

Jens Rasmussen (f. 1949) er cand.mag. i historie og kristendomskundskab 1980 og siden 2001 hospitalspræst ved Odense Universitetshospital. Ph.D. i historie 1996 på en afhandling om Nicolai Faber, Fyns biskop 1834-1848. Har endvidere skrevet J.P. Mynster. Sjællands biskop 1834-1854 (1999), En brydningstid. Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850 (2002) samt Etikken og biologien – en debatbog om den nødvendige samtale (2004).

”Bogen er velskrevet (…) Dens styrke er, at den nuancerer forhold, man i Kierkegaard-forskningen ofte springer over, eller reducerer til klichéer.”

Skrev Fyens Stiftstidende