Hvor demokratisk skulle Danmark styres, efter at der med junigrundloven 1849 var indført en fri forfatning i Danmark? Spørgsmålet er udgangspunktet for Claus Friisbergs doktordisputats Ingen over og ingen ved siden af Folketinget.

Højrekræfterne mente, at demokrati var, at befolkningen valgte de intelligente, formuende og dannede til at styre Danmark, mens repræsentanterne for bønderne og senere arbejderne mente, at demokrati betød, at magten skulle lægges i den almindelige befolknings hænder. Omdrejningspunktet blev her kampen om folketingsparlamentarisme, som Venstre førte frem med voldsom styrke.

Ingen over og ingen ved siden af Folketinget påviser, at den første junigrundlov i sin grund var parlamentarisk. Derfor stod Venstre stærkt i forfatningskampen, så længe regeringen holdt sig på forfatningens grund. Det gjorde den imidlertid ikke, eftersom højreregeringschefen, J.B.S. Estrup, i 1880’erne iværksatte et provisoriestyre, der dog ikke kunne holde i længden, da forfatningsudviklingen uundgåeligt trak i retning af folketingsparlamentarisme. I perioden mellem 1901 og 1915 blev parlamentarismen en integreret del af forfatningen, som det kom til udtryk i nogle af de ændringer, blev gennemført i grundloven af 1915.

I 1920 prøvede Kong Christian X at sætte sig ud over forfatningen, men  han blev hurtigt klar over, at hans indblanding kunne true monarkiets fortsatte eksistens. Det danske demokratis styrke viste sig under besættelsen, da det viste sig at kunne stå imod højreorienterede genrejserkredse, der havde planer om at indføre et styre af “rigets bedste mænd”.

Claus Friisberg er uddannet historiker og er lektor ved Varde Gymnasium. Han har et omfattende forfatterskab bag sig af både historiske værker og lærebøger.