De foreliggende seks kapitler om Ibsens fire sidste skuespil udgør andet bind i trilogien om litteratur og begær. Også dette bind behandler 1800-tals litteratur, men her kun en enkelt forfatter. Litteratur og begær I viste, at begær på ingen måde er indskrænket til erotisk begær, hvilket bekræftes i analyserne af Ibsens sene skuespil. Hos Ibsen er begæret sammensat af forskellige, konkurrerende og helt eller delvis modstridende ønsker og driftsmål der oftest mere synes knyttet til subjektets narcissisme end til dets erotiske begær efter den anden.

At Ibsen stadig i høj grad er værd at beskæftige sig med skyldes, udover hans store mesterskab som dramatiker, at han gik ind i sin tid og lod sig anfægte eksistentielt af den. Og Ibsen ikke bare levede i en overgangstid, han var selv, som en betydelig aktør i den, med til at ændre dens – og dermed i sidste ende vores – bevidsthed. Den historie hans forfatterskab fortæller, er historien om det modernes tilblivelse og gennembrud i vor del af verden, og om kampene og omkostningerne forbundet hermed.

Bogen omhandler den sidste fase i Ibsens digtning. De fire sidste skuespil, Bygmester Solness, Lille Eyolf, John Gabriel Borkman og Når vi døde vågner, er her analyseret i hvert sit kapitel. Til disse analyser lægger sig to kapitler der dels omhandler scenebilleder og handlingsstruktur, dels eksistentielle temaer og konflikter i denne sidste del af forfatterskabet hvor døden kaster sin slagskygge.