I løbet af 1990’erne blev historikernes traditionelle kildekritiske tilgang for alvor udfordret af nye teoretiske indsigter navnlig fra sprog- og litteraturvidenskaben. Det var på tide, og det har med rette problematiseret den stærke tillid til kildekritikken som historikerens vigtigste redskab og skriftlige kilder som de væsentligste. Samtidig er der kommet nye ord ind i historiefagets begrebsverden: sproglig vending, diskurs, erindringshistorie, semiotik, begrebshistorie, fortælling, konstruktivisme, kontrafaktisk historie og meget mere.

Denne bog henvender sig til historiestuderende og andre interesserede, der ønsker et anvendelsesorienteret perspektiv på historiefagets teoretiske udfordring. Bogens artikler er skrevet af folk med noget på hjerte og med solid viden og erfaring fra deres egen forskning og undervisning. Da artiklerne konsekvent kombinerer teori med eksempler, er bogen særlig velegnet til undervisning i historisk teori og metode på universiteter og andre højere læreanstalter.

Historiefagets teoretiske udfordring forsøger at balancere mellem tradition og fornyelse. Artiklerne giver eksempler på nye tilgange og nye historiske problemstillinger, der blandt andet inddrager billeder og andet ikke-skriftligt materiale. Men bogen søger også at give et bud på, hvor faget står efter, at støvet fra den sproglige vending har lagt sig.