EM står for døren. Og nej, Danmark er ikke med. Og nej igen, det ser ikke ud til, at drengene skal på en uventet chartertur til alpelandet.
Men vi skal stadig se fodbold. Rigtig meget fodbold. Og hvis nogen hænger med klaphatten inden kick-off, så kommer kuren her: en lille samling af de mest geniale ting, der gennem tiden er sagt om vores spil. Bogen udkommer 4. juni – dagen før fars dag. Her er nogle pluk fra den:
Ray Clemence: ”Han har så fremragende en venstrefod, at han kan åbne en dåse bønner med den.”
Albert Camus: ”Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelser, skylder jeg fodbold.”
Bobby Robson: ”Vi undervurderede dem ikke. De var bare langt bedre, end vi troede.”
Mark Draper: ”Jeg kunne godt tænke mig at spille for en italiensk klub, som f.eks. Barcelona.”
Victoria Beckham: ”Jeg går da til fodbold en gang imellem, men jeg kender ikke regler for offside, eller indspark eller hvad det nu hedder.”
Jean-Paul Sartre: ”I fodbold kompliceres alting af det andet holds tilstedeværelse.”
Når det kommer til fodboldcitater er der selvfølgelig én stjerne, der stråler klarere på himlen end alle andre, og Richard Møller Nielsen hædres også, som den eneste i bogen, med sit eget kapitel. Læs det, fryd dig og bliv forundret på ny.
Det er tidligere sportsjournalist Jørgen Aagaard, der er gået på jagt og har gjort, hvad han kunne, for at redde dit EM.
Fodboldcitater udgives på Syddansk Universitetsforlags imprint Inside Books