En landsbydreng og –degns dagbog 1824-38 er et litterært og kulturhistorisk værdifuldt og fascinerende værk.

Severin Veiersøe (1814-97) var barn af fattige husmandsfolk. Han havde svært ved at klare det hårde markarbejde, men hovedet fejlede ikke noget. Fra sit 9. til sit 23. år bogførte han med mellemrum sine afgørende indtryk og oplevelser. Og således fik han fæstnet sin verden på papiret. Den blev for ham i løbet af disse fjorten år en smal strimmel af landskaber tværs over Jylland, fra Nissum Fjord i vest til Djursland i øst. Nok et beskedent geografisk område, men for hans sensitive væsen en rig og spændende verden, befolket med et mylder af mennesker. Og mens han optegnede denne brogede verden, havde han et skarpt blik for de sociale og følelsesmæssige prægninger han opdagede i sine omgivelser og ikke mindst hos sig selv. Sin dagbog brugte han således både til at finde på plads i sin verden og for at komme til klarhed over sig selv og sine – på forhånd – begrænsede muligheder.

Alt dette er opleveligt for os fordi dagbogsskriveren var et velbegavet barn og ungt menneske der havde fortrinlige evner til at udtrykke sin oplevelsesverden. Den sproglige udtryksevne var for ham øjensynlig en overlevelses- og befrielsesmulighed. Og dog endte netop en bestemt sproglig degnestil med at spærre ham inde. Om dette forløb og dets årsager gør udgiveren Povl Schmidt mere udførligt rede for i sit efterskrift til dagbogen.

“Povl Schmidt, der har stået for udgivelsen og lavet et instruktivt efterord, skal have stor tak for at servere denne smukke øjenåbner. Den burde læses parallelt med den (u)ægte landsbydegns optegnelser.” Skrev Mette Winge i Politiken