Igennem årene har adskillige forskere beskæftiget sig med skellet mellem den sene victorianske poesi og 1920’ernes mere »moderne« poesi. Between Positivism and T.S. Eliot: Imagism and T.E. Hulme forsøger at forstå vendepunktet ved at analysere en digterisk og kritisk tradition, som blev til i det 20. århundredes første tiår, i perioden indtil afslutningen på 1. Verdenskrig.
For mange læsere repræsenterer T.E. Hulme og Imagisterne ikke meget mere end en fodnote. Men de er mere end blot et led i overgangfasen. Ud over at være eksperimenterende digtere var de fleste af dem aktive kunst- og litteraturkritikere, og de fokuserede i særlig grad på det poetiske billede. De står i modsætning ikke alene til det videnskabens monopol, der hævdede at kunne afgøre, hvad sandhed og virkelighed »virkeligt« er, men også til den forudsigelighed og åndsforladthed, der karakteriserede den sene Tennyson og hans efterfølgere.
Bag diskussionerne og eksperimenterne lå det store spørgsmål: Hvad er Virkeligheden? Hvad karakteriserer den? Hvordan kan vi beskrive den? Vil vi nogensinde nå frem til en forståelse af den?
