Francesco Petrarca og William Shakespeare er på mange måder selve indbegrebet af renæssancen. På baggrund af analyser af de to digtere giver denne bog en skærpet forståelse af renæssancens opfattelse af subjektivitet som bestemt ud fra repræsentationen og heterogeniteten. I tiden spejler eller måler man sig altså ud fra forholdet til den anden eller det andet, som på foruroligende vis synes at bestemme, hvem man er.

Læsningen af Petrarcas digtcyklus Rerum vulgarium fragmenta blotlægger en dybt ambivalent kærlighedsopfattelse, der bærer vidnesbyrd om et poetisk jeg, der viser sig at være bestemt, ikke ud fra en bestemt substans eller væsenskerne, men ud fra den anden. Forestillingen om det ikke-identiske bliver endvidere udtalt hos Shakespeare, hvor en omfattende gloseliste over betydninger til ordet ‘nothing’ spreder sig ud over tragedierne, komedierne, historiekrønikerne, romancerne, sonetterne mm., og begrebet antager her en mangfoldighed af betydninger såsom: død, vrøvl, angst, sprog, fantasi, løgn, kreativitet, skabelse og destruktion, kvindens køn, meningsløshed, erotik, tomhed, jalousi, kærlighed og kunst.

Petrarca og Shakespeare viser således, hvordan væren, identitet og subjektivitet i renæssancen er heterogene, fremmede og decentrerede – men også frie, ekspanderende og åbne. Med andre ord anskueliggør disse digtere, hvorledes renæssancens subjektivitet konstitueres af en dybtliggende forestilling om – at være en anden…