H. C. Andersen fremstilles ofte som en middelbar og naiv forfatter. Tre af hans tidlige bøger, Fodreise, Skyggebilleder og Improvisatoren, viser, at han også er det modsatte: ironisk og uhyre bevidst om den litterære tradition og de litterære virkemidler.

Gennem nærlæsninger af de tre tekster peger Paradoksale konstruktioner på, at H.C.  Andersens forfatterskab er et romantisk ironisk forfatterskab. Forfatterskabet bør derfor læses i lyset af europæisk romantisk ironi, som den beskrives af Søren Kierkegaard og Friedrich Schlegel.

I bogen bestemmer forfatterne Andersens tekster som paradoksale konstruktioner, hvilket vil sige konstruktioner, hvor forskellige genrer, stillinjer, fiktion og fakta, illusion og illusionsbrud, skabelse og nedrivning, støder sammen. Disse sammenstød og de brudflader, som sammenstødene medfører, konstituerer teksterne. Det er paradoksalt, og det er ironisk. Og det er på den måde H.C. Andersen skriver litteratur.

Max Ipsen (f. 1967). Cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur samt Idéhistorie. Ph.D.-stipendiat ved Afdeling for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet. Har blandt andet skrevet artikler om H.C. Andersen og romantikken samt om Hans-Jørgen Nielsen og minimalisme i kunst og litteratur. Har udgivet antologien Kortprosa 1990-2003.

Torben Nielsen (f. 1965). Cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur samt Informationsvidenskab. Ansat som Projektleder ved Center for Journalistik og Efteruddannelse. Har tidligere undervist i Litterær tekstanalyse samt Kultur & Medier ved Aarhus Universitet.